Gruppe Mé Signe K Niels (Forvandling kommentar) Digtet er tydelig præget af selvransagelse da det skildrer en forvandling som mennesket må tage ”Vi må forvandle os”(vers 1) Den har en negativ holdning til menneskets skæbne og dets forvandling; ”Vi må forødes i vor form”(vers 2) Vi skal spilde vores form og visne hen og forgå. Det er en klar eksistentialistisk tekst da den gør op med en romantisk forestilling om menneskets opstandelse og et evigt liv efter døden; religion og tro = en gud ”Forrådne, synke bort som muld med læ og frugtbarhed”(strofe 2 vers 3) Samtidig er ”frugtbarhed” et tegn på en mening med den meningsløshed som er et vilkår for menneskets tilværelse.
Den har tegn af romantikken i det at stemninger og følelser bliver beskrevet med naturen som udgangspunkt → naturen er sandhed, dog en anden sandhed end den der var gældende for romantikkens litteratur. I strofe 3 fortælles det hvordan forrådet (menneskets forsvar, styrke) skal hentes af det som gror på slægtens rod. Som at mennesket skal lære af sin historie og sin slægt og videreudvikle sig selv ud af det afkom den har efterladt sig. Realiterne er klare for mennesket, at naturen snart ligger i sne og derfor kan dette forråd kun hentes i et begrænset tidsrum.
Arbejdsform: Forslag: et lille projektarbejde gående ud på, at I læser novellen + 1 af digtene og skriver et blogindlæg hvor I formidler jeres personlige læsning og sætter i sammenhæng med perioden samt måske perspektiverer til jeres egen tid.
I skal forholde jer til teksternes symbolik og billedsprog I skal forholde jer til Heretica og eksistentialisme I skal have et perspektiv der inddrager jeres egen tid
Martin A. Hansen: Agerhønen Symboler: Agerhønen: lille og grim men mættede hele familien. Natur (blæst + sne) – besjæling = barsk og koldt, en person der venter udenfor og vil gøre dig ondt (blæsten går fra at være vagabond til at blive en hærfører) → hjemsøgende, traume.
Traume: de bliver bange da det banker på døren – alt fremmed er ondt (ligesom da faderen blev indkaldt).
Heretica + eksistentialisme: Problematisk virkelighed: fattigdom, traumer fra verdenskrigen: vinden og sneen der minder dem om krigen: Det blæste, og aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig gennem havens Træer. En slidende Vind. Den mindede om en, som nøler med at sige Sandheden, men skal sige den. Det var nok, hvad de voksne i Stuen hørte i den slidende Blæst. Krigen er aldrig helt glemt – den hjemsøger stadig familien.
Der er intet længere formål end at overleve – de sidder stille (snakker ikke rigtig sammen) og læser gamle blade (de har læst før) + faderen læser samme afsnit i avisen = der er ikke rigtig nogen mening, tiden skal bare gå indtil sengetid.
Egen tid: At tage tingene en dag af gangen vs. ikke til stede i nuet (tænke for langt frem) → tænke i tid.
Spilder tiden på sociale medier – aldrig til stede, hvad er meningen med det?
Ole Sarvig: Tankestille Symboler: Den tomme plads bag templerne, Går sjælen nu og råber: mennesket er uden for templet, religion, ingen Gud → fortvivlelse.
Der lurer en krig Langt ovre bag tagene: man lever stadig i skyggen af en krig og frygter hvornår den næste trapper op på dørtrinnet.
...Forventningens øde torv = torvet er øde, der er ingen forventninger til fremtiden – for hvad bliver det næste? Hvor skal vi komme hen fra dette totale lavpunkt?
Og tanken sidder tavs På sit tårn. = stilstand, man er gået helt i stå.
Baggrundslitteratur: “Heretica” = “kætteri”
Forholder sig til en problematisk virkelighed og traumerne fra verdenskrigen.
Krisebevidsthed og eksistentialisme Kunsten = menneskets krise og selvransagelse
Der er en kritisk holdning til den realisme, der prægede dele af mellemkrigstidens litteratur.
Kunstneren forsøger at genskabe forbindelsen til det irrationelle, det mytologiske eller religiøse og søger tilbage til forestillingen om "begyndelsen". Retningen er præget af et håb om, at fremtiden vil aktualisere og realisere den ideale fortid, mens nutiden opfattes som problematisk
Agerhønen: I Martin A Hansens novelle “Agerhønen” fra 1947 anslås temaer såsom fattigdom, død og krigens ødelæggelse, men også varme, familieliv og håb. Der bliver allerede fra start lagt høj vægt på et smukt og billedligt sprog, idet novellen indledes med en personificering af vinden som træt og hjemløs landstryger. Generelt bruges der meget tid på at beskrive vejret, som uden tvivl er faretruende. Uvejret bliver et klart besøg på det udefrakommende, som truer familien. Da man hører om faderens tidligere indkaldelse til krigen bliver det klart, at uvejret både symboliserer krigen, som hærger uden for de trygge rammer, men også faren for at faderen igen bliver indkaldt og familien må sulte yderligere. Det beskrives også hvordan alt i huset holdes pænt, men i virkeligheden er der ret slidt. Lyset oplyser fx alle de pletter, der er på væggene. Selv lyset i rummet oplyser altså familien dårligdom – dog holdes stuen pæn. Selv petroleumslampen som meget symbolsk ikke hænger, men “er hængt”, holdes ren. Denne holden pænt er et udtrykt for familiens håb og inderlige ønske om krigens afsluttelse og at faderen ikke indkaldes igen. Agerhønen kommer uventet og først frygter familien for at faderen igen indkaldes, men da de ser at det kun var en død agerhøne sørger de. Denne agerhøne er meget varm og spreder nærmest lys omkring sig. Dette kan symbolisere håbet og kriges afslutning, hvor den døde agerhøne både er et billede på alle de ofre som krigen har krævet, men også den varme og det håb, som dens afslutning bærer med sig. Efter agerhønens ankomst ser drengen ud af vinduet en stor skikkelse, hvilket kan symbolisere at noget større end menneske (skikkelsen er “større end mænd”) har skænket familien denne agerhøne og dermed håbet og afslutningen på sult og dårligdom. Agerhønen beskrives som et nærmest grimt dyr, men som indvendigt er ufatteligt smukt og på trods af at fuglen er ganske lille mætter den hele familien og spreder lys og glæde. Dette er også et billede på at krigen umiddelbart efterlader sig en masse problemer, men at den også efterlader en ramme for opbygning og håb. Agerhønen får en nærmest religiøs betydning i novellen og bliver det håb, som jesus er for den kristne, skænket af Gud. Også parallellen mellem den lille fugl, der mætter en hel familie og de to brød og fem fisk, der mætter en masse mennesker i bibelen er til stede. Agerhønen kan sprede varme og glæde i en ellers kold tid og giver familien et samlingspunkt, ligesom religionen gør det. Med budskabet om spirende fred og håb for dette sluttes novellen, som i løbet af historien er gået fra at have en kold og dyster atmosfære med temaer som død og dårligdom, til at afslutte med en varm og glødende stemning, hvor der liv og håb tematiseres.
Alt dette passer ufatteligt godt med den tid, som novellen er skrevet i. I 1947 er Danmark ved at komme sig over besættelsen og anden verdenskrig og eksistentialismen melder sig på banen. Denne eksistentialisme og dens spørgsmål kalder på en form for mening med tilværelsen, i denne novelle afbilledet som en agerhøne, skænket af en større magt. Hele tematiseringen omkring en krig, der skal afsluttes, nazismen som har sat sine spor, men hvis undergang trods alt giver en ramme for et spinkelt håb om en bedre verden.
Agerhønen passer til den tid den er skrevet, men kan dog også læses ind i vores moderne verden. I novellen klargøres det hvordan den lidende familie har brug for at en større skikkelse der skænker dem agerhønen, så de kan overleve. Ser man på flygtningestrømmen der kommer til Europa, er der også her tale om en masse familier, som har brug for noget større end dem (et rigere samfund) der kan skænke dem en agerhøne – et håb og en grobund for et rigere liv.
“Forvandling” (1948) er skrevet af Ole Wivel og handler om menneskets forvandling. Mennesket skal forvandle sig naturligt for at genskabe nye værdier og nyt menneske. Ikke kun i den forstand, at det er det enkelte menneske, men også for hele menneske ‘racen’. Tiden det beskrives i er efterår og vinter, hvilket er den ‘tunge’ periode. Kulde, mørke mm. Ole W. mener at vi skal skynde os at forvandle os. Han ser en verden der er gået af lave (dårlig verden) på grund af menneskets dårligdomme, der er dog stadig håb med “(...) ligger dybt i sne kun rørt af lette fuglespor”(S.4-L.3) Fuglesporet beskriver det ‘lette og yndlige’ → håb. Mennesket bliver sammenlignet med naturens cyklus. Død og genopstandelse. Man skal starte forfra for at blive et nyt og forbedret menneske.
Gruppe Mé Signe K Niels (Forvandling kommentar)
SvarSletDigtet er tydelig præget af selvransagelse da det skildrer en forvandling som mennesket må tage ”Vi må forvandle os”(vers 1)
Den har en negativ holdning til menneskets skæbne og dets forvandling; ”Vi må forødes i vor form”(vers 2) Vi skal spilde vores form og visne hen og forgå.
Det er en klar eksistentialistisk tekst da den gør op med en romantisk forestilling om menneskets opstandelse og et evigt liv efter døden; religion og tro = en gud
”Forrådne, synke bort som muld med læ og frugtbarhed”(strofe 2 vers 3)
Samtidig er ”frugtbarhed” et tegn på en mening med den meningsløshed som er et vilkår for menneskets tilværelse.
Den har tegn af romantikken i det at stemninger og følelser bliver beskrevet med naturen som udgangspunkt → naturen er sandhed, dog en anden sandhed end den der var gældende for romantikkens litteratur. I strofe 3 fortælles det hvordan forrådet (menneskets forsvar, styrke) skal hentes af det som gror på slægtens rod. Som at mennesket skal lære af sin historie og sin slægt og videreudvikle sig selv ud af det afkom den har efterladt sig. Realiterne er klare for mennesket, at naturen snart ligger i sne og derfor kan dette forråd kun hentes i et begrænset tidsrum.
Arbejdsform:
SvarSletForslag: et lille projektarbejde gående ud på, at I læser novellen + 1 af digtene og skriver et blogindlæg hvor I formidler jeres personlige læsning og sætter i sammenhæng med perioden samt måske perspektiverer til jeres egen tid.
I skal forholde jer til teksternes symbolik og billedsprog
I skal forholde jer til Heretica og eksistentialisme
I skal have et perspektiv der inddrager jeres egen tid
Martin A. Hansen: Agerhønen
Symboler:
Agerhønen: lille og grim men mættede hele familien.
Natur (blæst + sne) – besjæling = barsk og koldt, en person der venter udenfor og vil gøre dig ondt (blæsten går fra at være vagabond til at blive en hærfører) → hjemsøgende, traume.
Traume: de bliver bange da det banker på døren – alt fremmed er ondt (ligesom da faderen blev indkaldt).
Heretica + eksistentialisme:
Problematisk virkelighed: fattigdom, traumer fra verdenskrigen: vinden og sneen der minder dem om krigen:
Det blæste, og aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig gennem havens Træer. En slidende Vind. Den mindede om en, som nøler med at sige Sandheden, men skal sige den. Det var nok, hvad de voksne i Stuen hørte i den slidende Blæst.
Krigen er aldrig helt glemt – den hjemsøger stadig familien.
Der er intet længere formål end at overleve – de sidder stille (snakker ikke rigtig sammen) og læser gamle blade (de har læst før) + faderen læser samme afsnit i avisen = der er ikke rigtig nogen mening, tiden skal bare gå indtil sengetid.
Egen tid:
At tage tingene en dag af gangen vs. ikke til stede i nuet (tænke for langt frem) → tænke i tid.
Spilder tiden på sociale medier – aldrig til stede, hvad er meningen med det?
Ole Sarvig: Tankestille
Symboler:
Den tomme plads bag templerne, Går sjælen nu og råber: mennesket er uden for templet, religion, ingen Gud → fortvivlelse.
Der lurer en krig
Langt ovre bag tagene: man lever stadig i skyggen af en krig og frygter hvornår den næste trapper op på dørtrinnet.
...Forventningens øde torv = torvet er øde, der er ingen forventninger til fremtiden – for hvad bliver det næste? Hvor skal vi komme hen fra dette totale lavpunkt?
Og tanken sidder tavs
På sit tårn. = stilstand, man er gået helt i stå.
Baggrundslitteratur:
“Heretica” = “kætteri”
Forholder sig til en problematisk virkelighed og traumerne fra verdenskrigen.
Krisebevidsthed og eksistentialisme
Kunsten = menneskets krise og selvransagelse
Der er en kritisk holdning til den realisme, der prægede dele af mellemkrigstidens litteratur.
Kunstneren forsøger at genskabe forbindelsen til det irrationelle, det mytologiske eller religiøse og søger tilbage til forestillingen om "begyndelsen". Retningen er præget af et håb om, at fremtiden vil aktualisere og realisere den ideale fortid, mens nutiden opfattes som problematisk
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletGruppe: Bjarke, Lina, Viktor
SvarSletAgerhønen:
I Martin A Hansens novelle “Agerhønen” fra 1947 anslås temaer såsom fattigdom, død og krigens ødelæggelse, men også varme, familieliv og håb.
Der bliver allerede fra start lagt høj vægt på et smukt og billedligt sprog, idet novellen indledes med en personificering af vinden som træt og hjemløs landstryger.
Generelt bruges der meget tid på at beskrive vejret, som uden tvivl er faretruende.
Uvejret bliver et klart besøg på det udefrakommende, som truer familien. Da man hører om faderens tidligere indkaldelse til krigen bliver det klart, at uvejret både symboliserer krigen, som hærger uden for de trygge rammer, men også faren for at faderen igen bliver indkaldt og familien må sulte yderligere.
Det beskrives også hvordan alt i huset holdes pænt, men i virkeligheden er der ret slidt. Lyset oplyser fx alle de pletter, der er på væggene. Selv lyset i rummet oplyser altså familien dårligdom – dog holdes stuen pæn. Selv petroleumslampen som meget symbolsk ikke hænger, men “er hængt”, holdes ren. Denne holden pænt er et udtrykt for familiens håb og inderlige ønske om krigens afsluttelse og at faderen ikke indkaldes igen.
Agerhønen kommer uventet og først frygter familien for at faderen igen indkaldes, men da de ser at det kun var en død agerhøne sørger de. Denne agerhøne er meget varm og spreder nærmest lys omkring sig. Dette kan symbolisere håbet og kriges afslutning, hvor den døde agerhøne både er et billede på alle de ofre som krigen har krævet, men også den varme og det håb, som dens afslutning bærer med sig.
Efter agerhønens ankomst ser drengen ud af vinduet en stor skikkelse, hvilket kan symbolisere at noget større end menneske (skikkelsen er “større end mænd”) har skænket familien denne agerhøne og dermed håbet og afslutningen på sult og dårligdom.
Agerhønen beskrives som et nærmest grimt dyr, men som indvendigt er ufatteligt smukt og på trods af at fuglen er ganske lille mætter den hele familien og spreder lys og glæde.
Dette er også et billede på at krigen umiddelbart efterlader sig en masse problemer, men at den også efterlader en ramme for opbygning og håb.
Agerhønen får en nærmest religiøs betydning i novellen og bliver det håb, som jesus er for den kristne, skænket af Gud. Også parallellen mellem den lille fugl, der mætter en hel familie og de to brød og fem fisk, der mætter en masse mennesker i bibelen er til stede.
Agerhønen kan sprede varme og glæde i en ellers kold tid og giver familien et samlingspunkt, ligesom religionen gør det.
Med budskabet om spirende fred og håb for dette sluttes novellen, som i løbet af historien er gået fra at have en kold og dyster atmosfære med temaer som død og dårligdom, til at afslutte med en varm og glødende stemning, hvor der liv og håb tematiseres.
Alt dette passer ufatteligt godt med den tid, som novellen er skrevet i. I 1947 er Danmark ved at komme sig over besættelsen og anden verdenskrig og eksistentialismen melder sig på banen. Denne eksistentialisme og dens spørgsmål kalder på en form for mening med tilværelsen, i denne novelle afbilledet som en agerhøne, skænket af en større magt.
Hele tematiseringen omkring en krig, der skal afsluttes, nazismen som har sat sine spor, men hvis undergang trods alt giver en ramme for et spinkelt håb om en bedre verden.
Agerhønen passer til den tid den er skrevet, men kan dog også læses ind i vores moderne verden. I novellen klargøres det hvordan den lidende familie har brug for at en større skikkelse der skænker dem agerhønen, så de kan overleve.
Ser man på flygtningestrømmen der kommer til Europa, er der også her tale om en masse familier, som har brug for noget større end dem (et rigere samfund) der kan skænke dem en agerhøne – et håb og en grobund for et rigere liv.
Andreas, Mie, Frede W og Sophie
SvarSlet“Forvandling” (1948) er skrevet af Ole Wivel og handler om menneskets forvandling. Mennesket skal forvandle sig naturligt for at genskabe nye værdier og nyt menneske. Ikke kun i den forstand, at det er det enkelte menneske, men også for hele menneske ‘racen’. Tiden det beskrives i er efterår og vinter, hvilket er den ‘tunge’ periode. Kulde, mørke mm. Ole W. mener at vi skal skynde os at forvandle os. Han ser en verden der er gået af lave (dårlig verden) på grund af menneskets dårligdomme, der er dog stadig håb med “(...) ligger dybt i sne kun rørt af lette fuglespor”(S.4-L.3) Fuglesporet beskriver det ‘lette og yndlige’ → håb.
Mennesket bliver sammenlignet med naturens cyklus. Død og genopstandelse. Man skal starte forfra for at blive et nyt og forbedret menneske.